Ekstra vand på fjernvarmenettet i Vig

Vi oplever i øjeblikket, at vi har et problem med ekstra vand i vores ledninger på fjernvarmenettet i Vig. Vi tror, at vandet kommer fra en kundeinstallation, og derfor har vi brug for varmekunder i Vigs hjælp. Vi anbefaler, at varmekunder i Vig tjekker deres vandmålere. Hvis du oplever, at ...

Etape 2 af Nr. Asmindrup kloakering nærmer sig afslutning

Separat-kloakeringen af Nr. Asmindrup har stået på siden 2012. Projektet er inddelt i 3 etaper og omfatter ca. 300 ejendomme. 

Odsherred Forsyning oplyser at der med den snarlige afslutning af etape 2, er separeret mere end to-tredjedele af byen. Arbejdet har mødt store udfordringer i denne omgang. Særligt på grund af den sandede undergrund hvor grundvandet står højt. Det har gjort livet besværligt for entreprenøren Thomas Jørgensen ApS. Alligevel nærmer målet sig nu, hvor forsyningen er i gang med en af de sidste strækninger af etape 2, nemlig Møllekrogen.

I løbet af de seneste par måneder har forsyningen bl.a. færdiggjort strækningen Gl. Nykøbingvej fra Kirkevej til Odsherredvej. Der er påbegyndt asfaltering og der er etableret ny vej og delvist nye fortove. Det samme er sket fra Slagteren på Gl. Nykøbingvej og ned til Svinningevej. I samarbejde med kommunen lægges et helt ny slidlag, med op-stregninger, hajtænder og midterstriber i det nye år – ligesom det er blevet udført på Kirkevej. Projektleder fra Odsherred Forsyning, Peter Christiansen, oplyser at kloakeringen af området omkring kirken og skolen forventes at finde sted inden for 4 år.

Baggrund for projektet

Nr. Asmindrup separeres som led i Odsherred kommunes Spildevandsplan. Det gamle fælleskloaksystem i Nr. Asmindrup havde store problemer med at håndtere kraftige regnskyl. Det betød overløbshændelser hvor spildevand løb direkte ud i Fuglebæk å, og store mængder rent regnvand blev pumpet med til Vig renseanlæg. Det er dyrt og ressourcekrævende at transportere og rense spildevand, derfor separeres regnvand og spildevand i to forskellige ledninger. Regnvandet ledes fremover til et nyt regnvandsbassin ved det gamle Trundholm mose, vest for Odsherredvejen, og spildevandet ledes til Vig renseanlæg. På sigt skal Vig renseanlæg nedlægges, og spildevandet fra Nr. Asmindrup ledes til det nye Tengslemark renseanlæg.

Billedtekst: Gravemaskinerne er i gang lidt endnu på Møllekrogen

Scroll to Top